Skip to content

Værdigrundlaget i hverdagsperspektiv

I hverdagen på Sct. Albani Skole og Musikalsk Børnehave viser værdigrundlaget sig ved, at vi har fokus på at fremme:

Fællesskab, fordi alle mennesker besidder en personlig integritet, som skal respekteres, men ingen mennesker kan udvikle sig uden at være en del af fællesskabet.

Det forstår vi således: Alle børn møder skolen som dem, de er, med hver deres historie og forudsætninger. Børnene møder i skolen som deres forældres kæreste eje. Udfordringen i skolen er, at fællesskabet kun kan fungere, når både børn og voksne tænker ud over egne behov. Samspillet med hinanden er en forudsætning for den enkeltes og for fællesskabets vækst.

Tryghed, fordi alle mennesker har brug for fællesskaber, hvor de føler sig trygge og anerkendt.

Det forstår vi således: For at skabe en tryg hverdag er det vigtigt at skabe og udvikle værdifulde relationer mellem børn og voksne. Det er med til at skabe et forpligtende miljø på tværs af klasserne. Mobning tolereres ikke – hverken mellem børn eller voksne, og skolen arbejder for at løse problemer, inden de bliver til konflikter.

Dannelse, fordi eleverne fra Sct. Albani Skole og Musikalsk Børnehave skal kunne agere inkluderende i den samfundsmæssige kultur, de alle er en del af, og som de skal være med til at udvikle i en human retning til glæde og gavn for den enkelte og for fællesskabet.

Det forstår vi således: I skolehverdagen har vi forventninger til alle børn om faglig og social udvikling. For at skabe læring skal der være ro og klare rammer. Derfor prioriterer skolen, at hverdagen er præget af tryghed og klare pejlemærker for socialt accepteret adfærd.